Project Description

Geometrisk afklaring inden udførsel

I forbindelse med elektrificeringen af jernbanestrækningen Køge Nord-Næstved opfører Banedanmark fire nye broer i Entreprise 1. Entreprenøren Aarsleff Rail A/S har entreret CN3 til at udføre, klippe & bukke lister, arbejdstegninger for armeringen, samt afsætningsdata på baggrund af 3D produktionsmodeller for de geometrisk udfordrende brodæk for de fire broer. Ved at basere produktionsdata til armering, samt afsætningsdata på gennemarbejdede 3D modeller, opnås et 100% bygbart grundlag og en produktiv byggeproces.

3D modellerne udføres på baggrund af 2D geometri- og armeringstegninger fra udbudsprojektet. På grund af brodækkenes forholdsvis høje geometriske kompleksitet, har arbejdet med at udforme 3D modellerne rejst en række spørgsmål til designteamet. Ved at afklare disse spørgsmål i den virtuelle model i stedet for på pladsen, kan broerne bygges på baggrund af et velkoordineret og bygbart grundlag. Dette reducerer antallet af tekniske forespørgsler i udførelses fasen og minimerer ventetid på pladsen.

3D produktionsmodellerne er blevet anvendt til at levere et fuldt digitalt produktionsgrundlag for armeringen, og ved at udtrække CNC klip & buk reduceres spildet og potentielle fejlkilder til et minimum.

CN3 har leveret detaljerede arbejdstegninger for armeringsarbejdet på brodækkene. Tegningerne er produceret direkte fra den bygbare 3D model, og sikrer derved fuld overensstemmelse mellem den viste og den leverede armering.

Afsætningsdata og grundlag for produktion af spær er ligeledes udarbejdet med afsæt i 3D modellen, hvilket sikrer en overordnet konsistens gennem hele udførselsfasen.

REFERENCEDATA
BYGHERRE: Banedanmark
INGENIØR: COWI
ENTREPRENØR: Aarsleff
FASE: Design og udførelse

YDELSER
3D produktionsmodel
Design review
Kollisionskontrol
CNC klip-&-buk
Arbejdstegninger for armering
Afsætningsdata